En sjællandsk skotte i Aarhus

Så oprandt dagen, hvor vi fik fint besøg af GM Jacob Aagaard i Chess House. Det vil sige for at være sikker på at have plads nok og de bedst mulige faciliteter, var workshoppen med GM Jacob Aagaard  blevet  flyttet til Dokk1, der dermed skabte en fantastisk ramme om arrangementet.  GM Jacob Aagaard, der til daglig bor i Skotland, havde taget turen til den Jyske hovedstad for en kort stund.
I forbindelse med udgivelsen af bogen med titlen “Thinking Inside the Box” er GM Jacob Aagaard draget på turne til en række lande, herunder det gamle fædreland Danmark.  Som de første og hidtil eneste har Chess House fået æren af at kunne præsentere foredraget, der relaterer til bogen.  En videbegærlig og nysgerrig skare på knap 20 personer, hvoraf flere var kommet langvejs fra, var mødt op for at deltage i workshoppen. Stemningen var god og spørgelysten stor blandt deltagerne, hvoraf mange var højtratede skakspillere.

Først studeres opgaven …
Fra start gik GM Jacob Aagaard lige på og hårdt med eksempler på hans system fra forskellige interessante partier. Deltagerne blev sat på hårde udfordringer for at komme med de rigtige svar baseret på de teknikker, som er beskrevet i bogen “Thinking Inside the Box”.

Jacob påpeger svagheder …

… finder dårligste brik…

… ser i ‘modstanderens’ hjerne.

Publikum giver forslag …

… men falsificeres de …

… må vi starte forfra!
Med en pause undervejs på kun 15 minutter blev det til en effektiv eftermiddag med ny skakviden på 3,5 time, og bagefter var en del af deltagerne godt “brugte”. Signerede eksemplarer blev det også til, og til sidst udloddede Ole Knudsen fra Dansk Skaksalg 2 gavekort på hver 300,00 kr. til to heldige vindere.

Workshoppen var en stor succes og har med al tydelighed vist, at der er behov for denne type arrangementer for dygtige og erfarne spillere. Chess House vil nu evaluere arrangementet med henblik på at lave lignende workshops i fremtiden med andre toneangivende skak-ikoner.
Tak til både GM Jacob Aagaard fra Quality Press, Ole  Knudsen fra Dansk SkakSalg, bibliotekarerne Ole, Steen, Michael og Mette fra Dokk 1 og ikke mindst alle deltagerne, tilsammen gjorde I det til en god dag for skakfolket.