En fantastisk skakuge

En fantastisk skakuge er slut i Aarhus.

En tak til alle, der har deltaget, arbejdet frivilligt eller på anden måde har bidraget til, at vi kunne få skabt Aarhus Skakfestival 2019.

Et stort tillykke til de nykårede Aarhusmestre, samt de to nye Senior Danmarksmestre.

Starten har givet os mod på at fortsætte i 2020, så reserver vinterferien allerede nu, det bliver endnu bedre næste år.

Dagene er gået hurtigt, og der var sjældent mulighed for at stoppe op undervejs, men nogle indtryk har dog sat sig fast:

Lørdag var vi oppe på over 140 betalende skakspillere til de forskellige turneringer på samme dag! Længe siden vi har haft det i Aarhus.

Filip Boe havde god grund til at smile i årets GM turnering.

Filip Boe vandt en IM Norm. Vi er så glade på vegne af hele familien. Så får man ekstra lyst og energi til at lave tilsvarende turneringer i fremtiden.

Cafeen på Dokk1 måtte melde udsolgt, skakspillerne (med familier) havde ryddet butikken. Næste år har vi lovet at advare dem inden vi kommer.

Stor succes, fuldt hus og masser af skak på Dokk1.

Der blev afholdt 5 seminarer med i alt over 100 deltagere.

Vi forsøgte at have 26 Livebrætter kørende på samme tid, men røg desværre ind i, at et par stykker var defekte.

Live chatten i DSU systemet var totalt overbelastet gennem hele turneringen, dels p.g.a. af den store interesse, dels p.g.a for lidt kapacitet.

GM Turneringen blev sendt på Chess 24.

Vi opnåede en fin pressedækning i adskillige medier, og det store scoop var TV2 Øst, der både lavede dækning af Senior DM og live transmission fra Chess House. Ikke så tit man ser det på dansk tv.

TV2 Øst dækkede også AaM for børn og unge på Dokk1.

I Chess House var der i løbet af de sidste 10 dage ca. 80 – 100 besøgende, hvoraf mange var forbi for første gang, eller ikke havde været på besøg i årevis.

5 dage før Stormesterturneringen skulle starte, manglede vi stadig den sidste stormester, der skulle være med, for at turneringen kunne blive en realitet. Så kom GM Grivas i hus, og alt var på plads, men der var da lidt sved på panden.

I Chess House blev der brugt ca. 60 ruller toiletpapir.

Der blev udbetalt præmier for over 20.000,00 kr. – og uddelt gavekort for ca. 15.000,00 kr.

Årets vindere i AaM for børn og unge.

Chess House modtager ikke penge eller støtte fra imagekampagnen, som er lanceret af Dansk Skak Union. Chess House arbejder for skakken og skakkens udbredelse på den lange bane, hvor imagekampagnen jo er en kampagne, og derfor er rettet mod en tidsbegrænset periode, som udløber om ca. 40 dage.

Der er fortsat to arrangementer tilbage inden Aarhus Skakfestival officielt slutter, henholdsvis JMC – Junior Master Class på lørdag og Kvindeskak mandag aften.

Dansk Skak Union, DSU 6. Hovedkreds og Dansk Skak Unions Støtteforening har ydet økonomisk støtte til GM Turneringen.

Aarhus Skoleskak har været både samarbejdspartner og direkte involveret i både arrangementerne på Skolernes Skakdag og til AaM på Dokk1.

Fredericia Skakklub med Claus Marcussen i spidsen har hjulpet både som arbiter, med livesending og udlån af livebrætter.

SK 68 har udlånt brætter til Senior DM, samt live brætter til GM turneringen.

Formand for DSU Poul Jacobsen var Chief arbiter til GM Turneringen, og hjalp også med live transmissionen.

Som skrevet i et tidligere opslag, er der mange gode kræfter, der arbejder for at skakken skal få succes i Aarhus.

Galla middag ved Senior DM i Saxild Strand.

Alle, der har ideer/forslag til næste års Skakfestival, er velkomne til at ringe eller skrive, enten her på Facebook eller på mail. Kontaktoplysningerne findes på vores hjemmeside.

Hvis du har lyst og energi til at være en del af fællesskabet, der arrangerer Aarhus Skakfestival til næste år, skal du også bare give besked, så kan du komme med i teamet.

Så er det blevet tid til at slappe af. I morgen starter hverdagen igen, og vi skal have flere tilmeldinger til vores onsdagsEMT, der sjovt nok starter på – onsdag!

Tak til alle for en fantastisk uge.

Sven Christensen
En både meget stolt og glad formand for:
Chess House

Links:
JP Aarhus dækkede Aarhus Skakfestival
Billeder fra hele ugen i galleriet
Pressemeddelelsen

Pressemeddelelse: Aarhus Skakfestival

For første gang nogensinde afholdes Aarhus Skakfestival.

Aarhus Skakfestival er bygget på tanken om at brede skakken ud til flest muligt, uanset om man er begynder eller spiller på højeste plan. Festivalen består både af tre mesterskabsturneringer, foredrag, Stormesterturnering samt aktiviteter, der giver mulighed for at komme igang med skakkens fascinerende verden. Turneringens hovedarrangør er Chess House i tæt samarbejde med en række lokale klubber  og organisationer i Aarhus.

Skolernes Skakdag
Festivalen blev skudt i gang allerede fredag d. 8/2,  hvor det var Skolernes Skakdag, og hvor mange skoler i Aarhus-området deltog aktivt. Eksempelvis blev der på Holme Skole spillet både turnering og 3 skoleklasser spillede simultanskak mod en kun 10-årig ungdomslandsholdsspiller. Skolernes Skakdag arrangeres af Aarhus Skoleskak og Dansk Skoleskak.

Stormesterturnering i Chess House

Lørdag d. 9/8 startede Stormesterturneringen (Chess House Grand Master Turnering, forkortet CH GM Turnering) i Chess House med deltagelse af internationalt kendte stormestre fra Tyskland og Grækenland, samt et felt af dygtige danske skakspillere, der kæmper for selv at blive internationale mestre eller stormestre, men det kræver mange sejre. Indtil videre er turneringen gået godt, og flere af danskerne ser ud til at kunne levere flotte præstationer. Turneringen sendes live på internettet og bliver fulgt af mange interesserede rundt om i verden.  Stormester turneringen slutter på søndag d. 17/2. Kampstart hver dag kl. 17. Adgang er gratis.

2 x Græsk seminar
Søndag d. 10/2 var der foredrag med to forskellige Stormestre, i Chess House. Begge Stormestrene er forfattere til lang række berømmede bøger inden for skaklitteraturen.  Da foredragene blev annonceret var alle pladser taget på 24 timer, så der var fuldt hus, og alle havde en lærerig dag.

Senior DM i skak
Mandag d. 11/2 startede DM for Seniorer på Saxild Strand kursuscenter. Turneringen er placeret i perfekte rammer for erfarne skakspillere med masser af ro og natur og kun et stenkast til stranden. Turneringen arrangeres i samarbejde med Dansk Skak Union, og der spilles i to grupper, henholdsvis 50+ og 65+, så der er hele to Danmarksmesterskaber på spil. Turneringen slutter søndag den 17/2 og kampstart er kl. 13 hver dag. Adgang er gratis.

Aarhus Mesterskabet
Fredag d. 15/2 starter Aarhus Mesterskabet. Mesterskabet er blevet afholdt i en lang række år og er meget traditionsrigt, og man kan vinde en stor pengepræmie og vandrepokal. Det er eftertragtet at deltage i turneringen og alle pladser blev besat i slutningen af januar, og der er venteliste for evt. deltagelse.  Turneringen spilles i Chess House, og den slutter søndag den 17/2, hvor den nye Aarhus Mester bliver kåret. Adgang er gratis.

Aarhus Mesterskabet for børn og unge på Dokk1
Lørdag den 16/2 afholdes Aarhus Mesterskabet for børn og unge på Dokk1. Begge sale er i brug, hvor den store sal bruges til selve turneringen, hvor der max. kan være 100 deltagere, og den anden sal er for familie, venner og alle, der gerne vil lære at spille skak helt fra bunden. Deltagelse i turneringen koster 40,00 kr. og alle er garanteret et gavekort på 200 til Chess House. Der vil være flotte pokaler og medaljer til deltagerne afhængigt af det endelige slutresultat. Det bliver både sjovt og spændende og en oplevelse, man vil huske længe. Hvis man vil deltage, skal man komme kl. 10:00 – turneringen starter 10:30 og varer til ca. 15:30. Hvis man ikke deltager i turneringen er adgang gratis i den anden sal, hvor man så lærer om skak helt fra bunden i stedet. AaM for børn og unge arrangeres i et samarbejde mellem Dokk1, Aarhus Skoleskak og Chess House.

Junior Master Class
Lørdag den 23/2 afholdes der Junior Master Class, hvor både begyndere og mere øvede juniorskakspillere deltager. Om formiddagen bliver der undervist på fire forskellige niveauer. Så spises der en spændende og sund frokost, hvorefter der spilles lynskakturnering om eftermiddagen. Arrangementet starter kl. 9:30 og slutter ca. 15:30. Det afholdes i Chess House og adgang koster 50,00 for deltagere.

Kvindeskak i Chess House
Mandag den 25/2 er der kvindeskak lavet af kvinder og kun for kvinder! Her kan man både lære om skak, men også blive introduceret til hyggeligt socialt samvær, hvor snakken også kan handle om andet end skak. Der serveres både te, kaffe og kage, mens der flyttes brikker og knyttes venskaber. Kvindeskak er i Chess House kl. 19. Adgang er gratis.

Formand for Chess House, Sven Christensen udtaler:

”Dette er uden tvivl det største arrangement, der har været i mands minde indenfor skakken i Aarhus. Fra vi startede fredag før vinterferien, og til vi slutter mandag den 25. februar, vil tusinder i alle aldre have haft mulighed for at stifte bekendtskab med skak, eller have haft mulighed for at spille i turneringssammenhæng. Det har været en kæmpe udfordring at stable Aarhus Skakfestival på benene, men det er lykkes med støtte og opbakning fra mange frivillige kræfter, skakklubber og de landsdækkende skakorganisationer.

Baseret på de tilbagemeldinger, vi har fået på nuværende tidspunkt, er vi sikre på at fundamentet er lagt til at Aarhus Skakfestival vil blive en tilbagevendende begivenhed hvert år i og omkring Vinterferien. Men kom med allerede i år, der er stadig en række arrangementer, hvor der er mulighed for at deltage!”

Aarhus Skakfestival har i skrivende stund opnået omtale her:
JP Aarhus

Information vedr. AaM 2019

Chess House står som ansvarlig for afvikling af turneringen Aam 2019. I den forbindelse har vi valgt at beslutte at foretage nogle ændringer i forhold til turneringen.  

1)

Turneringen afholdes i Chess House, Katrinebjergvej 111, 8200 Aarhus N.  

Hvorfor så det?  

Fordi at vi oplevede, at tilmeldingerne var gået i stå i en lang periode. Vi lå på lige godt 20 deltagere, og det var ikke tilfredsstillende i forhold til den målsætning, vi havde sat os, da vi valgte Kulturcentret Fjordsgades Skole. Vi har derfor besluttet at flytte arrangementet til Chess House, hvor vi i forvejen har en GM turnering i gang i AaM perioden. Vi tror på, at det skal være både rart og hyggeligt at spille skakturnering, så vi mener, at det er bedre at være i Chess House. Her vil lokalerne være fyldte med skakspillere, og god stemning er at foretrække fremfor halvtomme lokaler på Kulturcentret.  Samtidig er det også en påmindelse om, at det er udfordrende for skakarrangører, at alle vælger at melde sig til til sidst. Vi ved godt, at det er meget normalt, og der kan være taktiske grunde, men det gør det sværere for arrangørerne at disponere, især når man skal booke lokaler “ude i byen”. Herfra skal der lyde en opfordring til, at man fremover melder sig til så tidligt som muligt og så i stedet melder fra, hvis man skulle blive forhindret. Vi klager ikke som sådan, vi vil bare gerne gøre det bedre for alle skakspillere.  

2)

Ændring af turneringens længe.  

Hvorfor så det?  

Turneringen var oprindeligt planlagt til at forløbe over fire dage fra torsdag til søndag. P.g.a. at Chess House er booket om torsdagen i anden sammenhæng, var vi tvunget til at forkorte turneringen med en dag, hvilket svarer til et mindre parti skak med normal tidskontrol. Det er beklageligt og ærgerligt, men det kan der ikke laves om på. Så der er hurtigskak om fredagen og som oprindeligt planlagt 2 X 2 partier med skak med normal tidskontrol henholdsvis lørdag og søndag.  

3)

Hvorfor samme indskud?  

Ja, vi har valgt at køre med samme indskud da alle indskud går til præmier, samt at vi i forvejen havde forhøjet præmiesummen. Vi ser derfor ingen grund til at ændre indskuddet.  

4)

Er der andre fordele?  

Ja, udover at man kan følge med i GM turneringen, har vi valgt at tilbyde alle gratis adgang til 2 seminarer med henholdsvis GM Kotronias og GM Grivas på søndag kl. 13:00, tilmelding HER.  

5)

Kan man melde fra turneringen?  

Ja, det kan man da. Efter vi lavede ændringerne, blev turneringen lynhurtigt fyldt op, og vi har nu venteliste, så hvis man har fortrudt sin deltagelse, skal man bare rette henvendelse til turneringsleder Morten Rasmussen eller undertegnede.    

6)

Hvordan kommer jeg på ventelisten?

Ønsker man at melde sig på ventelisten, skal man kontakte Martin Matthiesen på 27 21 20 36 eller martinmatthiesen@yahoo.dk.

Det var så det vi kunne sige om den kommende AaM turnering. Vi har gjort os nogle erfaringer, som nu er delt med jer. Vi håber alle får en god turnering på trods af ændringerne, og vi glæder os til at se jer i Chess House.  

Med venlig hilsen  
Sven Christensen  
Formand Chess House

Aarhus Mesterskabet i skak for børn og unge

Chess House arrangerer, i samarbejde med Aarhus Skoleskak og Dokk1, Aarhus Mesterskabet i skak for børn og unge.  Lørdag den 16. februar, der er sidste lørdag i vinterferien, er de to store sale på Dokk1 rammen om et både spændende og udfordrende skakevent for børn og unge, der har lyst til at bruge hovedet og flytte med brikkerne. Der er plads til alle, både nybegyndere og de lidt mere erfarne. Den ene sal er konkurrencesalen, hvor der spilles med ur, og hvor der er opsyn af kvalificerede dommere, og i den anden sal kan man hygge sig med at lære spillet, og her kan forældre og evt. søskende, venner og bedsteforældre også være med. I konkurrencen er der præmier til de bedste og gavekort med en værdi på 200,00 kr fra Chess House til alle deltagere.  

Kom og nyd skakkens glæder i en af Aarhus’ smukkeste bygninger, lige ved vandet.

For at få alt nødvendig information skal du hente invitationen her: http://www.aarhusskoleskak.dk/files/indbydelser/GP-Aarhus.pdf

GM Turnering i Chess House

Chess House har æren af at præsentere GM Turnering på internationalt niveau i vinterferien 2019. Som man kan se på deltagerlisten, består feltet af spillere fra 3 forskellige nationer: Grækenland, Tyskland og Danmark.

De to græske stormestre GM Kotronias og GM Grivas, samt GM Kollars, fra Tyskland udfordrer en række topspillere fra både Tyskland og Danmark i kampen om normer.

Følg med LIVE på nettet her : http://liveskak.dk/2019/chesshouse/gm/live, eller kom forbi Chess House og nyd den gode og intense stemning der er, når der bliver kæmpet på højeste og sværeste niveau.

Vi ses i Chess House.

Link til GM hjemmesiden: http://chesshouse.dk/gm-2019

GM Turneringen er en del af Aarhus Skakfestival, der bliver holdt for første gang i 2019. Festivalen omfatter også Senior DM i Skak, AaM 2019 samt AaM for børn på Dokk 1.

FRIVILLIGFEST 2018 i Friheden

KÆRE FRIVILLIG (barvagter, rengøringsfolk og andre med et Chess House ansvarsområde!)

Her i 2018 er Aarhus Europæisk Frivillighovedstad. Året bliver blandt andet brugt på at fejre, synliggøre og anerkende alle jer fantastiske frivillige ildsjæle, der bruger tid og ressourcer på at gøre en forskel for andre.

Som tak for den indsats, som du og byens mange andre frivillige har lagt i årets løb, vil Rådmand for Kultur og Borgservice Rabih Azad-Ahmad, sammen med SparNord Fonden, Aarhus Motion, Tivoli Friheden og Europæisk frivillighovedstad Aarhus 2018 gerne invitere dig og dine frivillig-kollegaer til Frivilligfest i Tivoli Friheden den 5. december – dagen som af FN er udnævnt som international frivillighedsdag. Som noget nyt i år må du invitere en ikke-frivillig ledsager med til festen.

Læs mere og tilmeld dig her

 

3 X Succes i Chess House

GM-turneringens sidste to runder blev afviklet på Rosenvangskolen sammen med AaM

Vinterferien har budt på et sandt orgie af skak i Chess House. Hvis du har været med enten som deltager eller som tilskuer, håber vi, at du har fået fuld valuta for pengene; hvis du mod forventning ikke har været med, er du gået glip af nogle gode og spændende oplevelser.

Læs videre “3 X Succes i Chess House”