Gyserafslutning i GM-turneringen

Fra højre de tre turneringsvindere: Dmitrij Kollars, Jesper Thybo og Jonas Bjerre, her flankeret af DSU’s formand Poul Jacobsen,der overrakte præmierne

Jesper førte turneringen før sidste runde med ½ foran Kollars og Bjørn Ochsner, samt et helt foran Jonas Bjerre, som han skulle møde med sort. Jonas havde en skarp forberedelse klar mod Jespers Caro Cann, og han vandt partiet i flot stil! Jeg vover pelsen med et par kommentarer:

Da Bjørn samtidig fik en lektion i Kongeindisk af GM Kotronias, røg alle danske stormesternormer på gulvet, men som DSU’s formand udtrykte det ved præmieoverrækkelsen: Det er dansk skakmentalitet, som lønner sig på sigt!

Resultatet blev altså tredeling af førstepladsen mellem Jonas, Jesper og Kollars, og vore unge stærke spillere demonstrerede dermed klart, hvad de kan i selv et stærkt felt.

Uden normer blev det heldigvis ikke, for Filip Boe hentede allerede i 8. runde en IM-norm hjem efter sejr over GM Kotronias (partiet i baggrunden)

Det er naturligvis ærgerligt, at det glippede med GM-normerne, men ud over Filips IM-norm glæder vi os meget over den kampiver, der blev lagt for dagen i denne turnering – og selvfølgelig ikke mindst den danske dominans!

AaM kom godt i gang

3. runde: Uffe Vinther-Schou (forrest th) besejrer Claus Støvring og bringer sig alene i spidsen. Bagved bliver det remis mellem Tobis Christensen (tv) og Jens Ramsdal.

AaM kom i aftes godt i gang i de snævre rammer i Chess House, der var om jeg så må sige fuldt hus! Aftenen bød på tre runder hurtigskak, og kun én spiller kom igennem med maksimum: Uffe Vinther-Schou. Uffe er dog skarpt forfulgt af en firbande med 2½: Tobias Christensen, Jens Ramsdal, Thomas Klitgaard og Nicolai Kvist Brondt.

Thomas Klitgaard (forrest) og Nicolai Kvist Brondt – begge til venstre – vinder over hhv. Rasmus Thøgersen og Johan Hardlei

Der afsluttes nu med to gange to koordinerede partier hhv. lørdag og søndag; Uffe møder i 4. runde Tobias. Som sagt er der fuldt hus, idet der jo også spilles GM-turnering med fine danske normchancer – og nedenunder ved baren er der naturligvis også god stemning:

Links til hhv. live og turneringstabel finder du på forsiden af chesshouse.dk

Midtvejsstatus: Normer i sigte !?

Bjørn Ochsner og Jonas Bjerre fører turneringen og har fine normchancer

Midtvejsstatus: De unge danske talenter ligger rigtig godt til i turneringen og besidder de tre første pladser! Bjørn og Jonas har begge scoret imponerende 4 af 5, og Jesper Thybo er også kommet fint med efter en sløj start, han ligger et halvt efter de førende med 3½.

Selvom danskerne imponerer, er der dog stadig langt op til stormesternormen på 6½, Bjørn og Jonas skal score 2½ af 4, de møder begge to GM’ere og Jesper i de sidste runder! Jesper skal lave 3 af 4, men han mangler til gengæld kun én GM’er, men altså også de to førende!

Filip Boe og Jesper Thybo i efteranalyserne i runde 5

Filip Boe har derimod haft en skidt start, tre halve er det blevet til. Men Filip kan faktisk godt nå IM-normen endnu, det kræver 3 af 4 i de sidste, en stor udfordring efter den sløje start og to stormestre forude ….

Kongeindisk på græsk … plus lidt mere!

Kotronias lægger ud med ideer i kongeindisk

De sentvarslede foredrag med GM-turneringens to græske stormestre blev heldigvis godt besøgt med stort set fuld hus, men med et meget blandet publikum. Det klarede de to dog med ophøjet sindsro, og vi fik to vidt forskellige foredrag!

Kotronias lagde ud med nogle grundideer i hhv. fianchetto og klassisk kongeindisk, alt illustreret med udgangspunkt i et par partier. De to timer med ham var en god appetitvækker for at anvende åbningen!

Så var det Grivas’ tur, nu med humor og … slutspil!

Så tog Grivas – trænernes træner! – over, og på en helt anden facon! De konkrete ideer og varianter var nu udskiftet med slutspilsteknikker og -viden. Nu var der fokus på bondestrukturer, og HVAD vil vi opnå, mere end HVORDAN vil vi opnå det.

Og et par af hans oneliners: “Work smart, but not too smart!”, “Learn from others mistakes (not your own!)”. Og moralen: “Know a little bit from everything!” – så studér ikke kun åbninger, men kig også på midt- og slutspil!

Lidt konkret fik vi også ud af den sidste time, for eksempel hvordan hvid vinder denne stilling – kan du??:

Hvid trækker og vinder!
Svar: Hvid kan ikke bryde sorts dækning af g6, så svaret er 1.g4!! På …hxg4 kommer 2.h5! og på …fxg4 kommer 2.f5!

GM-turneringen godt i gang!

FM Matthias Bach (siddende tv) prøver at optale sine chancer mod Filip Boe efter det ret tvivlsomme officersoffer … Stående ses Jesper Lauridsen

Så kom GM-turneringen godt i gang! Der er naturligvis stor fokus på de unge fire danskere med normchancer, og i alt fald to af dem kom fint fra start med en hel, nemlig Jonas Bjerre og Bjørn Ochsner, begge endda med sort.

Filip Boe havde overtaget fra start, og det pressede modstanderen til et ret tvivlsomt officersoffer. Filip fik ikke spillet optimalt, og i tidnøden gav hans smartiness bagslag, og han måtte tage til takke med en halv.

Jesper Thybo fik en vis fordel mod Jens Ove Fries, men det var på bekostning af et stort tidsforbrug. Sagerne blev pludselig meget komplicerede, og det så ud til, at Jens Ove fik overtaget; næranalyser viser dog, at Jesper missede et par gode taktiske muligheder. Senere var han i alvorlig knibe, men heldigt for ham valgte Jens Ove en evig skak i slutspillet.

Der er hver dag rundeberetninger på skak.dk, for første runde her.

Filip Boe vandt spændende december Superlyn


Filip Boe vandt december Superlyn med 6 af 7

Indledende: Der var 16 til start, og der  blev spillet i 2 indledende 8-mandsgrupper, hvorfra de 4 bedste gik til A-finalen.  I den ene vandt Mds Boe og Lars Andersen med 6½ af 7! I den anden gruppe var Filip Boe bedst med 6 af 7, mens Kasper Hansen – han har ikke spillet seriøs skak i 5-6 år! – blev toer med 5.

Læs videre “Filip Boe vandt spændende december Superlyn”

Onsdags-EMT nov-dec: Nicolai Brondt suveræn!

Nicolai Kvist Brondt Pedersen var suveræn

Mester 1: Martin-ratingfavoritterne Matthiesen (SK68) og Bækgaard (Nordre) fik begge en rædderlig start på turneringen med hhv. ½ og 1 af 3, og samtidig kunne man se Nicolai Brondt (Skanderborg) lave lutre sejre! Herefter var løbet reelt kørt, og Nicolai kunne glide stille i mål med to halve til scoren 4 af 5, han var endda sikker på førstepladsen før sidste runde!  Bækgaard nåede med sejre i de sidste to op på en delt andenplads sammen med Jens Ramsdal, begge fik 3 points. Læs videre “Onsdags-EMT nov-dec: Nicolai Brondt suveræn!”

Stærkeste Onsdags-EMT i mands minde skudt i gang


To gange Martin: Tv Matthiesen, SK68 mod Bækgaard, Nordre

Så blev den stærkeste onsdags-EMT i rigtig mange år skudt i gang. Arrangør Martin Matthiesen har ikke selv været med siden 2003, og vi mente, at det nok er endnu længere siden, at turneringen har været så stærk som denne gang. Der var et afbud i Mester 1, og da fotografen nåede frem, havde John Rendboe og Vagn Jensen allerede taget en hurtig halv;  Vagn har ellers vundet rigtig mange onsdags-EMT’er de seneste år, men han var forsigtig: Turneringen er jo rigtig stærk, og det er rart at komme på tavlen!

Læs videre “Stærkeste Onsdags-EMT i mands minde skudt i gang”