Onsdags-EMT nov-dec: Nicolai Brondt suveræn!

Nicolai Kvist Brondt Pedersen var suveræn

Mester 1: Martin-ratingfavoritterne Matthiesen (SK68) og Bækgaard (Nordre) fik begge en rædderlig start på turneringen med hhv. ½ og 1 af 3, og samtidig kunne man se Nicolai Brondt (Skanderborg) lave lutre sejre! Herefter var løbet reelt kørt, og Nicolai kunne glide stille i mål med to halve til scoren 4 af 5, han var endda sikker på førstepladsen før sidste runde!  Bækgaard nåede med sejre i de sidste to op på en delt andenplads sammen med Jens Ramsdal, begge fik 3 points.

Mester 2: Johan Hardlei (SK68) vandt sent et udsat parti fra 2. runde over Dennis Hemdorff (Nordre) og nåede dermed til tops med i alt 3½ af 5, men det var han ikke alene om, også Peter Kristensen (Silkeborg) nåede denne score; de havde i slutstillingen begge ½ mere end Dennis.

Mester 3: Her var tre spillere involveret i topstriden: John Christensen (Silkeborg), Mikkel Hansen (Nordre) og Benny Lauridsen (Viby). I 4. runde var Mikkel tilfreds med en hurtig halv mod Benny, selvom han var en halv efter på tavlen. Det overlod scenen til Benny og John, og da Benny i sidste runde besejrede John, var førstepladsen hjemme: Benny 4 af 5, Mikkel 3½ og John 3.

Basisklassen i kamp, yderst th. ses Jonas og midt i billedet i turkis skjorte Brian

Basisklassen (10 deltagere): Også i denne gruppe var der tre involverede i topstriden, nemlig de tre ratingfavoritter: Sebastian Gråbæk (Viby), Brian Kristensen (Viby) og Jonas Nielsen (Nordre). Jonas afgav et halvt til de øvrige spillere, men ellers var de indbyrdes opgør naturligvis afgørende. Jonas besejrede til gengæld Sebastian, mens Brian og Sebastian spillede remis indbyrdes. Før sidste runde var Brian og Jonas i spidsen med 3½ og skulle mødes indbyrdes i kampen om førstepladsen. Det blev til en hurtig pointdeling, og dermed delte de to førstepladsen med 4 af 5, et halvt mere end Sebastian.

Link til turneringstavlerne her (Tryk på “Tabel stilling”).